"Natur"

- Have og planter

Planteinteresse og plantning af avokadotræ | 09.12.21

Jeg har altid nydt at være ude i naturen, men det med at passe en have, luge og huske at vande var i mange år slet ikke noget jeg var interesseret i, selvom jeg kommer fra et hjem med en kæmpe have og over 86 planter indendørs.
Interessen kom først da jeg flyttede hjemmefra og ind til byen, jeg savnede at have grøn natur og planter omkring mig. En dag læste jeg tilfældigt, at man kunne få en avokadoerne til at spire, det skulle jeg da prøve! Det lykkedes og snart voksede et fint træ frem. Fra da af er min kærlighed til planter kun vokset sig større.


Guide: Plant dit eget avokadotræ:

  1. Tag en kerne fra en helt alm. avokado som kan købes i supermarkeder. Læg i blød i vand og fjern det yderste skin uden at skære i avokadostenen.
  2. Tag et stykke flamingo og skær en ”flamingo-båd” til avokadokernen (se billede). Formen på båden er ligegyldig, så længe der er et hul i midten som avokadoen kan sidde i.
  3. Placer avokadokernen i flamingobåden, og søsæt den i en skål/balje vand.
  4. Når avokadoen har fået lange rødder, tages den op og plantes i den potte med jord.

 

Avokadotræ pasning:

  • Avokadoer elsker sollys, så placer den gerne i et lyst vindue.
  • De kræver meget vand, MEN pas på ikke at overvande! Lad planten tørre ud imellem vandingerne, ellers kan du risikere et svampe- eller insekt angreb, som kan dræbe planten.
  • Hvis et træ gror om vinteren kan den hurtigt blive lang og ranglet at se på, derfor kan du med fordel sætte sætte planten udenfor når det er sommer, så vil planten blive mere tæt, robust og flot at se på.

Go’ fornøjelse!

___________________________________________________________________________________________________

Sommerhave på terrasse og altan | Sommeren 2021

Vi flyttede ind i april og som alle ved, tager det meget tid at få alt på plads når man er flyttet, så jeg var lidt spændt på hvor meget tid jeg havde til at så grøntsager og plante blomster udenfor.

Som man kan se nåede jeg en del, før det blev sommer og havde meget glæde af at sidde ude på altanen og passe mit lille hjemmelavede højbed. I højbedet plantede jeg: Grønne buskbønner, spinat, rødbeder, gulerødder, squash, radiser og persille. Ellers havde jeg også en tomat og to spande med søde kartofler. Især sødekartofler og bønner var en succes. Andet gik knapt så godt, men så har jeg lært noget til næste sæson. Selvom det krævede mange aftenvandinger var det det hele værd. 
Jeg synes der er en dejlig fred og ro over at sidde udenfor og bare nyde at være til.


Jeg glæder mig til næste forår og sommer så skal jeg i gang igen!

___________________________________________________________________________________________________

”Hemmelig have” på kollegiet | Sommeren 2019

Da jeg stadig læste på AU boede vi i flere år på kollegie, det var billigt og vi havde det godt der. Et stort MEN var dog, at det kriblede i mine fingre efter at komme ud og grave i jorden, og der var ikke umiddelbart nogen måde at få dette behov opfyldt.

Det første år prøvede jeg bare at så lidt gulerødder, grønkål og salat i hver deres sorte spand omme bag vores lejlighed som lå lidt skjult for resten af kollegiet. Det gik rigtig godt, og jeg fik blod på tanden og ville gerne prøve at dyrke flere forskellige planter. Jeg synes det var så dejlig at kunne holde øje med planterne som voksede, at have noget at passe, og at kunne supplere salaten til aftensmaden med hjemmedyrkede grøntsager.

Året efter begyndte jeg at tænke lidt større og købte 3 store sorte murebaljer, så jeg kunne dyrke noget mere. Jeg dyrkede persille, salat, spinat, rødbeder, gulerødder, hokaidogræskar, sødkartoffel og tomat. Ikke dårligt på så lidt plads, vel? Nu var ønsket om en lille have gået i opfyldelse, men jeg savnede stadig et sted hvor jeg kunne sidde udenfor, et lille hyggehjørne.

Som man kan se på billedet var der ved siden af vores lejelighed et indhak i bygningen, her plejede der at være beskidt, med ukrudt og nogle gamle ødelagte griller. Efter at have spurgt om lov til at rydde op på det lille område, købte jeg et cafesæt, fik en altankasse med sommerblomster og plantede en tomat i hjørnet. Det var virkelig luksus at have den her mini oase, hvor jeg kunne sidde og slappe af.

Pointen er egentlig bare at nogle gange kan man få rigtig meget ud af at tænke lidt ud af boksen ift. at have en lille have. Selvfølgelig sætter den plads man har til rådighed, en grænse for hvor meget der kan lade sig gøre, MEN her gælder om at se mulighederne, selv hvis man kun har lidt plads at gøre godt med. Selv en vindueskarm kan udrette plantemirakler f.eks. peber, chili og tomat.


PS. Det kan godt føles lidt stort og angstprovokerende at skulle prøve at starte en lille have, men husk:

- Start småt så du kan overskue det, udvid hvis du har overskud til det.

- Der er mange råd og vejledninger til hvordan man sår osv. og det kan være svært at finde hoved og hale i hvad man skal. Mit råd er: Kast dig ud i det og prøv dig frem. Oftest skal der ikke mere til end at så et par frø i noget jord og så vande det en gang i mellem. Det behøver ikke være mere kompliceret end det. Og ja, du kommer til at lave små "fejl", men dem lærer du af og så kan du prøve igen næste år.

___________________________________________________________________________________________________

Dyrkning af sødekartofler

Det er faktisk muligt at dyrke søde kartofler i Danmark på friland, hvilket jeg har prøvet et par gange med succes. Vær opmærksom på at udbyttet nok ikke bliver så stort, som hvis det var varmere, eller man dyrkede dem i drivhus, men der er typisk til et par måltider og det er sjovt at følge processen.


Vejledning: Dyrk søde kartofler (se billedeguide -->)

Start med forspiring i februar-marts.

  1. Køb en sødkartoffel i et supermarked.
  2. Skær den over og placer den i en skål eller andet så den nederste ca. 1 cm bliver dækket af vand.
  3. Vent til at kartoflerne får ca. 12 cm lange spirer. Klip spirer af og sæt dem i vand.
  4. Når spirer har fået lange rødder og nattetemperaturen er over 10 grader, kan disse plantes ud i f.eks. en balje eller et bed. Søde kartofler kræver plads, 1 spirer pr. spand bør være passende.
    • Hvis du planter dem ud på dage med høj varme og sol risikerer du at planten bliver "brændt af/svitset" i solen. Derfor er det en god ide at starte med at sætte planterne i skyggen når de plantes udenfor indtil deres rødder har fået godt fat (maj/juni).
  5. Lad planten stå i ca. 3 måneder og høst derefter de søde kartofler (slut august/september).
1) Køb sød kartoffel, skær over og sæt i vand.
2) Sød kartoffel begynder at spire.
3) Når spirer er ca. 12 cm, pil af og sæt i vand.
4) Når spirer har fået lange rødder plantes spirer i jord.
5) Efter et par måneder kan sødekartofler høstes.

___________________________________________________________________________________________________